Forretningsbetingelser

Nærværende forretningsbetingelser udgør grundlaget for de advokatydelser, som Advokatfirmaet Frændemark ”advokatfirmaet” leverer til vores kunder. I det følgende benævnt ”advokatydelser”.

Læs mere om vores forretningsbetingelser her 

1. ADVOKATYDELSER

1.1. Forretningsbetingelserne suppleres i forbrugersager med et særskilt kundebrev eller en særskilt e-mail. Dette benævnes ”kundebrevet”. Der udarbejdes som udgangspunkt ikke kundebrev i erhvervssager. Det forventes, at erhvervskunder på eget initiativ tilvejebringer oplysninger om Advokatfirmaernes forretningsbetingelser. Dette kan ske ved direkte opfordring fra erhvervskunden, eller ved at erhvervskunden læser Advokatfirmaernes forretningsbetingelser på Advokatfirmaernes hjemmeside www.fw-law.dk. Advokatfirmaerne kan dog altid anmode en erhvervskunde om skriftligt at tiltræde nærværende forretningsbetingelser. Der henvises navnlig til pkt. 2.16. - 2.17.

1.2. Nærværende forretningsbetingelser finder anvendelse mellem Advokatfirmaerne og kunden, medmindre andet aftales skriftligt. Såfremt nærværende forretningsbetingelser fraviges, vil de punkter i forretningsbetingelserne, som ikke konkret fraviges, fortsat være gældende. Alle fravigelser fra forretningsbetingelserne skal - for at kunne støtte ret herpå - ske skriftligt.

1.3. Aftaleparterne er kunden og Advokatfirmaerne, der også benævnes “advokaten” og/eller “advokaterne”, samt “os” og “vores”.

1.4. Forretningsbetingelserne indeholder alle lovmæssige, faglige og administrative regler og forskrifter, som advokater er forpligtede til at overholde i kunderelationer, herunder forbrugerforhold.

1.5. Advokatfirmaernes advokatydelser omfatter ikke – medmindre andet specifikt aftales – rådgivning om de skattemæssige konsekvenser af dispensationer og/eller transaktioner eller andre skatte- og afgiftsmæssige forhold.

1.6. Advokatydelserne er baseret på gældende ret på det tidspunkt, advokatydelserne leveres, ligesom Advokatfirmaernes juridiske rådgivning er baseret på de faktiske oplysninger, som vores kunder leverer til advokaten under rådgivningsforløbet.

1.7. Kunden er derfor forpligtet til at afgive præcise og fuldstændige oplysninger om den pågældende sag og i nødvendigt omfang ajourføre disse oplysninger over for advokaten. Advokatfirmaerne kan uden varsel afbryde kunderelationen, hvis kunden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Advokatfirmaerne, som har eller kan have betydning for advokatydelsen, samt betydning for advokatens generelle arbejde, status og omdømme.

1.8. Advokatydelsen leveres af Advokatfirmaerne. Advokatfirmaerne eller den advokat, som kunden indledningsvis har korresponderet med, haft telefonsamtaler med eller afholdt møder med, kan uddelegere opgaven til øvrige medarbejdere i Advokatfirmaerne, dog således at advokaten altid vil være forpligtet til at sikre, at de faglige kompetencer for at løse kundens sag er til stede hos den udførende sagsbehandler.

2. SALÆR

2.1. Advokatfirmaernes almindelige timetakster er gældende og udgør for tiden kr. 2.450 + moms, kr. 3.062,50 inkl. moms for arbejde udført af advokatfuldmægtige, samt kr. 2.950 + moms, kr. 3.687,50 inkl. moms, for advokater, der er partnere i Advokatfirmaerne. Timeprisen for juridiske assistenter udgør kr. 850 + moms, kr. 1.062,50 inkl. moms.

2.2. Advokatsalær beregnes på grundlag af retsplejelovens regler og de advokatetiske regler.

2.3. I forbindelse med afregning af vores salær er Advokatfirmaerne berettiget til at inddrage arten og omfanget af advokatens arbejde, sagens betydning og værdi for kunden, det forbundne ansvar for advokaten, det opnåede resultat, om advokaten har ydet ekspertrådgivning, og om der har været tale om hastearbejde og/eller arbejde uden for normal arbejdstid, når dette er forudsat og måtte være forventet af kunden.

2.4. I sager med beskikkelse af advokaten, herunder forsvarer i straffesager, bistandsadvokater, samt til beskikkede advokater i ægteskabs-, forældreansvars- og børnefjernelsessager, samt konkurskarantænesager, fastsættes vores salær i henhold til Landsretternes gældende vejledende takster, aktuelt pr. 1. januar 2026. Advokatfirmaerne afregner i disse sager ikke salær udover, end hvad der fastsættes af domstolene, dog således at advokaten kan opkræve transportudgifter hos kunden, herunder broudlæg og halv timepris for medgået tid til transporten. Kørselsgodtgørelse afregnes efter Skattestyrelsens takster. Advokaten er berettiget til at afregnes op til halvdelen af den til enhver tid værende timetakst for advokaten.

2.5. Vores timetakster reguleres løbende og som udgangspunkt én gang årligt pr. 1. januar. Kunden er forpligtet til at holde sig underrettet om eventuelle ændringer i salærtakster, der offentliggøres på hjemmesiden www.fw-law.dk.

2.6. Et salæroverslag er alene vejledende, og det endelige salær, inkl. udlæg, kan afvige fra overslaget.

2.7. Såfremt advokaten under rådgivningsforløbet erfarer, at et begrundet salæroverslag ikke kan holde, og salæret må forventes at blive højere end det salæroverslag, advokaten har afgivet over for kunden, skal advokaten varsle dette over for kunden så tidligt som muligt, og inden der udføres arbejde udover det, som er indeholdt i salæroverslaget.

2.8. Kunden vil som udgangspunkt blive anmodet om at indbetale et acontobeløb til dækning af det forventede salær, samt forventede udlæg og øvrige omkostninger. Det samme er gældende for allerede eksisterende kunder i forbindelse med indgåelse af aftale om løsning af nye opgaver, ligesom registreret tid på oprettede sager, skal være afregnet og indbetalt.

2.9. Advokatfirmaerne kan afvise at påtage sig en opgave, suspendere eller ophøre med at levere advokatydelserne, hvis Advokatfirmaerne ikke rettidigt modtager acontobeløb, sikkerhedsbeløb mv. efter kunden er blevet anmodet herom.

2.10. Salær afregnes efter medgået tid og afregnes som udgangspunkt hver den 20. i måneden, medmindre andet aftales med kunden.

2.11. Såfremt advokatydelsen leveres i henhold til en fast pris, vil beregningsterminer blive aftalt med kunden samtidig med aftalen om den faste pris og omfanget af advokatydelsen.

2.12. Betalingsfristen er som udgangspunkt netto kontant. Der tages forbehold for en kortere eller længere betalingsfrist. Betaling kan kun ske fra kundens egen bankkonto.

2.13. Ved betaling efter forfaldstidspunktet pålægges der rente svarende til 1,5% pr. påbegyndt måned for erhvervskunder. Privatkunder pålægges den til en hver tid gældende procesrente, der for tiden udgør 9,75 % p.a.

2.14. Hvis der ikke betales rettidigt, kan Advokatfirmaerne suspendere eller ophøre med at levere advokatydelserne, modregne fakturabeløbet i de midler, som kunden har stående på Advokatfirmaernes klientkonto, eller tilbageholde adkomstdokumenter, andre dokumenter, pengebeløb eller lignende, som Advokatfirmaerne er i besiddelse af, indtil hele vores salær, samt alle udlæg og øvrige omkostninger, er betalt.

2.15. Indsigelser imod en faktura skal være fremsat senest 8 dage eftermodtagelsen af fakturaen.

2.16. I sager, hvor kunden er en juridisk enhed med begrænset hæftelse, såsom f.eks. aktieselskaber, anpartsselskaber m.fl., hæfter den til enhver tid registrerede ledelse og reelle ejerkreds solidarisk og personligt med den juridiske enhed for Advokatfirmaernes tilgodehavender over for den juridiske enhed. Forretningsførende fysiske personer, der ikke er omfattet af den nævnte personkreds, men som bestiller juridisk bistand på vegne af juridiske enheder med begrænset hæftelse, hæfter tillige personligt som selvskyldnerkautionist for Advokatfirmaernes tilgodehavender. Dette gælder, uanset hvem der måtte have bestilt advokatydelsen. Såfremt en juridisk enhed med begrænset hæftelse tages under konkursbehandling efter den juridiske enheds indbetaling af Advokatfirmaernes tilgodehavender, og Advokatfirmaerne som følge af konkurslovens omstødelsesregler er forpligtet til at returnere selskabets indbetaling af Advokatfirmaernes tilgodehavende, hæfter tidligere ejere, såvel reelle som legale ejere, samt forretningsførende for de til konkursboet tilbagebetalte tilgodehavender, således at Advokatfirmaerne holdes skadesløs i forbindelse med den juridiske enheds konkurs.

2.17. Den solidariske og personlige hæftelse, jf. pkt. 2.16., er en selvskyldnerkaution, så Advokatfirmaerne ved den juridiske enheds manglende betaling til forfaldstid eller betaling før konkurs og deraf følgende omstødelsesproblematik kan rette et krav direkte mod de fysiske personer, som er nævnt I pkt. 2.16. Kravet kan rettes direkte mod de fysiske personer uden forudgående tvangsinddrivelse over for den juridiske enhed.

3. UDLÆG

3.1. Endvidere afholder Advokatfirmaerne ikke udlæg for kunden til f.eks. tinglysnings- og registreringsafgifter, gebyrer til private virksomheder og/eller offentlige myndigheder. Kunden vil for opkrævede afgifter og gebyrer blive anmodet om forhåndsbetaling af Advokatfirmaerne.

3.2. Såfremt kunden anmodes om at indbetale for omkostninger i form af afgifter og gebyrer i forbindelse med udførelsen af den konkrete opgave, og kunden ikke indbetaler de for sagen nødvendige omkostninger til tredjemand, er advokaten ikke forpligtet til at foretage disse udlæg, og det er således kundens ansvar, hvis opgaven ikke kan færdiggøres.

3.3. Advokaten kan ikke gøres erstatningsansvarlig for tab, som kunden måtte lide i forbindelse med kundens forsømmelse af indbetaling af omkostninger, som er nævnt i pkt. 3.1.

4. KOMMUNIKATION

4.1. Advokatfirmaerne kommunikerer primært digitalt og benytter gængse teknologier, såsom e-mails, SMS mv. I vores kommunikation med kunden kan Advokatfirmaerne anvende e-mail eller anden elektronisk kommunikation, der ikke krypteres, medmindre dette særskilt aftales med kunden. Personfølsomme oplysninger eller andre oplysninger, der kan sidestilles hermed, fremsendes alene via en krypteret forbindelse f.eks. krypteret e-mail. Kommunikation via SMS indgår tillige i afregningsgrundlaget.

4.2. Advokatfirmaerne er ikke forpligtet til at kommunikere med kunden på en af kunden nærmere anvist måde, hvis denne falder uden for Advokatfirmaernes normale kommunikationsformer. Kommunikation om konkrete sager via Facebook, WhatsApp m.fl. falder uden for Advokatfirmaernes normale kommunikationsform.

5. KUNDEIDENTIFIKATION

5.1. Advokatfirmaerne er i en række forskellige typer af sager, såsom blandt andet overdragelse af fast ejendom, virksomhedsoverdragelser mv., forpligtet til at kunne identificere vores kunder behørigt.

5.2. Advokatfirmaerne anvender elektronisk identifikationsudbyder til at bekræfte private kunders identitet, samt identiteten på bestyrelsesmedlemmer, øvrige ledende medarbejdere og ejere tilhørende juridiske enheder. Dette kan f.eks. være via MitID.

5.3. Kunden er forpligtiget til ved Advokatfirmaernes anmodning herom at fremvise behørig billedidentifikation. Det samme er gældende for fuldmægtige eller forretningsførende, der handler på vores kunders vegne.

5.4. Advokatfirmaerne anmoder kun om billedlegitimation, hvis det er et lovgivningskrav eller følger af andre regler, som Advokatfirmaerne er forpligtet i henhold til.

6. INTERESSEKONFLIKTER

6.1. Advokatfirmaerne repræsenterer ikke en kunde i en sag, hvis Advokatfirmaerne allerede repræsenterer en anden kunde i den pågældende sag, når kundernes interesser i forhold til advokatydelserne er modstridende, medmindre Advokatfirmaerne har samtykke hertil fra begge de involverede kunder.

6.2. Under hensyntagen til pkt. 6.1. står det Advokatfirmaerne frit for at repræsentere enhver kunde i en hvilken som helst sag, uanset om dette måtte indebære en retssag eller lignende retslige sagsskridt, selvom kundens interesser er eller bliver modstridende med vores kundes interesser. Vores kunder giver hermed samtykke (i den udstrækning dette er muligt og/eller påkrævet i henhold til gældende lovmæssige, administrative eller faglige restriktioner, regler eller forskrifter, herunder de advokatetiske retningslinjer) til en sådan samtidig repræsentation

6.3. Advokatfirmaerne giver straks kunden besked om eventuel inhabilitet, og Advokatfirmaerne er på et hvilket som helst tidspunkt berettiget til at afslutte en kunderelation og/eller udtræde af en sag, såfremt der indtræder inhabilitet.

7. FORTROLIGE OPLYSNINGER

7.1. Alle oplysninger, som Advokatfirmaerne modtager fra kunden som led i advokatopdraget, behandles fortroligt.

7.2. Kunden er indforstået med, at Advokatfirmaerne må videregive dennes fortrolige oplysninger til vores erhvervsansvarsforsikringsselskab, vores revisorer, eksterne bogholdere, internt i Advokatfirmaerne til andre medarbejdere, udvalgte samarbejdspartnere eller tredjemænd, til hvem Advokatfirmaerne har udliciteret visse juridiske, finansielle eller administrative roller, opgaver og funktioner, bl.a. dokumenthåndtering, oversættelse, affaldshåndtering, leverandører af IT-support og -service, lagring af dokumenter og oplysninger, samt leverandører af arkiveringsydelser, eller hvis det kræves i medfør af lovgivning eller administrative forskrifter.

7.3. Med respekt for tavshedspligten er Advokatfirmaerne berettiget til i markedsføringsøjemed at bruge offentligt kendte oplysninger om kunden, når dette kan ske uden gene for kunden.

7.4. Advokatfirmaerne er tillige berettiget til i anonymiseret form at omtale konkrete sager på sociale medier, herunder f.eks. resultatet af retssager, rekonstruktioner mv., så længe tavshedspligten iagttages, og så længe kunden ikke - uden dennes udtrykkelige samtykke - på trods af anonymiseringen alligevel kan identificeres.

8. ANSVARSBEGRÆNSNING

8.1. Alle advokater ansat i Advokatfirmaerne Frændemark og Iben brinkland, advokat, er omfattet firmaets professionelle ansvarsforsikring og garantiordning, tegnet hos HDI Gerling Danmark. Policenummer: 156-08294832-30019.

8.2. Den professionelle ansvarsforsikring har en dækningssum på kr. 2.500.000 og garantistillelse kr. 5.000.000.

8.3. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed udøvet af advokater og ansatte i Advokatfirmaerne, uanset hvor advokatvirksomheden udøves.

8.4. Advokatfirmaernes pligter og erstatningsansvar gælder udelukkende i forhold til vores kunder.

8.5. Et krav, der vedrører advokatydelserne, kan kun rejses mod Advokatfirmaerne og ikke mod nogen anden enhed eller person.

8.6. Advokatfirmaerne kan ikke gøres erstatningsansvarlig, når advokatydelserne er leveret på baggrund af urigtige, manglende eller ufuldstændige oplysninger, afgivet af kunden til Advokatfirmaerne.

8.7. Advokatfirmaerne er ikke erstatningsansvarligt for mistet fortjeneste, indirekte tab eller følgeskader i anledning af advokatydelserne.

8.8. Advokatfirmaerne er ikke ansvarligt over for kunden, hvis Advokatfirmaerne er ude af stand til at levere advokatydelserne på grund af forhold, der ligger uden for Advokatfirmaernes rimelige kontrol.

9. KLIENTKONTI

9.1. Klientmidler forvaltes i henhold til Advokatsamfundets regler for klientkonti. Betegnelsen klientmidler benyttes i denne sammenhæng således, at der er tale om situationer, hvor Advokatfirmaerne opbevarer penge, som tilhører kunden.

9.2. Såvel positive som negative renter tilfalder kunden i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler. Renter, der debiteres en separat klientkonto som følge af, at pengeinstituttet forrenter kontoen med en negativ rentesats, betales af kunden. Positive renter, der tilskrives en klientkonto, vil ligeledes tilfalde kunden. Eventuelle gebyrer, som pengeinstituttet måtte debitere i forbindelse med oprettelse, vedligeholdelse eller nedlæggelse af en separat klientkonto, betales af kunden.

9.3. Ifølge indskydergarantiordningen er indestående på klientkonti sikret ved beløb op til ca. 750.000 kr. (100.000 €). Dækningsmaksimummet gælder det samlede indskud i banken, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankkonti og egne konti. Ved større indestående skal klienten skriftligt give oplysning til Advokatfirmaerne, hvis der ønskes oprettet klientkonti i flere forskellige pengeinstitutter.

9.4. Der gælder særlige regler for indskud vedr. fast ejendom, hvis den faste ejendom har været anvendt til eller er bestemt til hovedsageligt ikke-erhvervsmæssige formål. Her dækkes beløb op til 10 mio. euro, indtil 12 måneder efter beløbet blev indsat, og uanset om indskuddet står på en særskilt konto.

9.5. Såfremt en kunde indbetaler et depositum/acontobeløb til Advokatfirmaernes klientkonto er kunden forpligtet til at lade sig identificere via MitID.

9.6. Advokatfirmaerne modtager som udgangspunkt ikke overførsler fra udenlandske bankkonti. Såfremt der overføres penge fra udenlandske bankkonti, skal dette i forbindelse med indgåelse af samarbejdsrelationen med Advokatfirmaerne og sagens oprettelse specifikt aftales med Advokatfirmaerne, der som følge af disse oplysninger er berettiget til at afvise indledning af et samarbejde Hvis kunden ikke oplyser førnævnte forud for samarbejdets indledning er advokaten, når denne bekendtgøres hermed, berettiget til at afslutte samarbejdet.

10. IMMATERIELLE RETTIGHEDER

10.1. Advokatfirmaerne har ophavsretten, de immaterielle rettigheder og ejendomsretten til alle dokumenter og materialer, som Advokatfirmaerne har udarbejdet i forbindelse med de advokatydelser, der leveres over for kunden.

10.2. Advokatfirmaerne er berettiget til at tilbageholde alle originale dokumenter, der er udarbejdet af Advokatfirmaerne, hvis kunden ikke på forlangende har betalt herfor.

11. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER OG DATABESKYTTELSE

11.1. Oplysninger, som kan henføres til en person, herunder en personligt ejet virksomhed, håndteres og behandles af Advokatfirmaerne i overensstemmelse med reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger (databeskyttelsesforordningen), samt lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

11.2. I forbindelse med et kundeforholds afslutning, ophævelse eller opsigelse, tilbageleveres eventuelle originale dokumenter til kunden.

11.3. Advokatfirmaerne gennemfører passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at beskytte personoplysningerne mod uberettiget eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse.

11.4. Hvis enten kunden eller Advokatfirmaerne bliver bekendt med eller har begrundet mistanke om sikkerhedsbrud, der ville kunne føre til tab, videregivelse eller tilintetgørelse af personoplysninger, der vedrører advokatydelserne, skal Advokatfirmaerne i fællesskab med kunden sørge for, at Advokatfirmaerne og kunden hver især bliver i stand til at overholde vores respektive forpligtelser i henhold til databeskyttelseslovgivningen og/eller tilsvarende lovgivning, som pålægger forpligtelser i forbindelse med håndteringen af sikkerhedsbrud.

11.5. Hvis kunden er en privatperson eller enkeltmandsvirksomhed, anerkender kunden, såfremt advokatfirmaerne for at kunne levere advokatydelserne til kunden har behov for at behandle personoplysninger om kunden, at Advokatfirmaerne behandler personoplysningerne med henblik på at opfylde en aftale med kunden.

11.6. Advokatfirmaerne og kunden er hver især selvstændige dataansvarlige og overholder hver sine juridiske og administrative forpligtelser i forbindelse med behandling af personoplysninger.

11.7. Personoplysninger behandles på den måde og til de formål, som advokatfirmaerne eller kunden finder passende i løbet af og/eller som led i aftalen om levering af advokatydelserne.

11.8. Medmindre andet udtrykkeligt er særskilt aftalt skriftligt med Advokatfirmaerne, behandler advokatfirmaerne ikke som databehandler personoplysninger på kundens vegne og efter kundens instruks.

11.9. Advokatfirmaerne kan efter behov udpege underleverandører eller andre eksterne databehandlere i forbindelse med leveringen af advokatydelserne, herunder opbevaring af personoplysninger i advokatsagssystemer. Advokatfirmaerme benytter Unik System Design A/S - Boulevarden 19E, 7100 Vejle, Danmark • Tlf.: +45 76 42 11 00 • CVR-nr.: 17512692, som databehandler i forbindelse med Advokatfirmaernes brug af sagssystemet Advosys.

11.10. Kunden er indforstået med, at personoplysninger kan overføres uden for EU, herunder til eksterne databehandlere, hvilket f.eks. kan indebære overførsel til servere, der opbevarer data i skyen (cloud-løsninger), men serveren ikke er placeret i Danmark eller inden for EU-området.

12. BESTIKKELSE, KORRUPTION OG HVIDVASK

12.1. Advokatfirmaerne vil ikke - hverken direkte eller indirekte - have noget med bestikkelse, korruption og hvidvask i nogen form at gøre og har nultolerance over for at modtage, love, give eller tilbyde bestikkelse, smørelse, returkommission eller anden utilbørlig betaling. Dette gælder tillige på vegne af vores kunder.

12.2. Advokatfirmaerne er omfattet af reglerne om hvidvask. Advokatfirmaerne er således forpligtet til at indberette mistanke om hvidvask til NSK/Hvidvasksekretariatet. Advokatfirmaerne afdækker egenhændigt mistankegrundlaget om hvidvask og vil uden varsel over for kunden indberette mistænkelige forhold til nævnte relevante myndigheder. Kunden vil ikke blive orienteret om indberetningen. Mistanken om hvidvask vil desuden resultere i en øjeblikkelig afbrydelse af samarbejdet.

12.3. Advokatfirmaerne håndterer heller ikke kontanter på vegne af klienter, ligesom Advokatfirmaerne ikke modtager betaling i form af kontanter.

12.4. Såfremt en sag/transaktion er omfattet af reglerne om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terror er kunde forpligtet til at benytte Advokatfirmaernes KYC-formular, der sendes til kunden, når sagen oprettes. Sagen påbegyndes ikke, ligesom der heller ikke påses overholdelse af eventuelle frister, før lovpligtige undersøgelser er tilendebragt.

13. MENNESKERETTIGHEDER

13.1. Advokatfirmaerne lægger vægt på at respektere og understøtte alle internationale anerkendte retskilder om menneskerettigheder, herunder men ikke udelukkende FN’s Verdenserklæring om grundlæggende menneskerettigheder, EU-charter om grundlæggende rettigheder, EMRK m.fl.

14. OPHØR

14.1. Et kundeforhold ophører på det tidspunkt, hvor advokatfirmaerne ikke længere er aktivt involveret i kundens sag.

14.2. Advokatfirmaerne kan ophøre med at repræsentere en kunde, hvis kravene i vores procedurer for kundeidentifikation eller interessekonflikttjek ikke er opfyldt. Advokatfirmaerne er berettiget til på et hvilket som helst tidspunkt at afslutte et kundeforhold. Advokatfirmaerne vil i den situation påse, at kundens interesser ikke i væsentligt omfang tilsidesættes, eller at kunden udsættes for et retstab. Advokatfirmaerne er ikke over for kunden forpligtet til at redegøre for bevæggrundene for at afbryde kundeforholdet.

15. OPBEVARING AF DOKUMENTER

15.1. Advokatfirmaerne opbevarer kundens dokumenter og øvrige sagsmateriale i overensstemmelse med vores forpligtelser i henhold til EU’s databeskyttelsesforordning (eller anden gældende lovgivning) i mindst seks (6) år efter, at Advokatfirmaerne har afsluttet den pågældende sag, eller længere, hvis Advokatfirmaerne i henhold til lovgivningen eller administrative regler er forpligtet hertil. Herefter kan Advokatfirmaerne destruere sagsmaterialet uden yderligere varsel og uden at ifalde ansvar over for kunden. Hvis en kunde ønsker at få udleveret sine dokumenter og øvrige sagsmateriale, kan Advokatfirmaerne opkræve et gebyr til dækning af kopieringsudgifter.

16. GENERELLE OPLYSNINGER OG KLAGEPROCEDURE

16.1. Advokatfirmaerne Frændemark er registreret i Erhvervsstyrelsen med hovednavnet Advokatfirmaerne Frændemark. Advokatfirmaerne er registreret på adressen Vp-arkaden 22, 3200 Helsinge, CVR-nr.: 39505290. Advokat Michael Wallin M: + 45 22312818. Advokat Louise Frændemark M: + 45 22312890. Advokatfirmaerne Frændemark drives som enkeltmandsvirksomhed og har bankforbindelse i Nordea Bank A/S, hovedklientkonto, reg.: 2355 kontonr.: 9025767788.

16.2. Iben Brinkland, advokat, er etableret på følgende adresse: H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse, CVR-nr. 40277757. Advokat Iben Brinkland, M: +45 51 21 37 98, Mail: advokat@brinkland.dk, Sikker mail: jura@fw-law.dk. Advokatfirmaerne Iben Brinkland, advokat, drives som en enkeltmandsvirksomhed, og har bankforbindelse i Lån og Spar Bank A/S reg.: 0400 kontonr. 4034610814

16.3. Advokaterne i advokatfirmaerne er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del af Advokatsamfundet.

16.4. Advokatfirmaerne anvender ikke aftaleklausuler om lovvalg og/eller værneting, medmindre dette aftales med kunden. Advokaterne hos Advokatfirmaerne er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler. De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside.

16.5. I tilfælde af en tvist om salær opkrævet af Advokatfirmaerne og/eller utilfredshed med en af Advokatfirmaernes advokaters adfærd kan kunden klage over salærets størrelse og/eller adfærden til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk.

16.6. Fristen for at klage over en Advokatfirmaernes adfærd er et (1) år. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klager er blevet bekendt med det forhold, der klages over. Fristen for at klage over en advokats salær er et (1) år. Fristen regnes fra tidspunktet for den endelige afregning af salær.